Referencer Dans og Bøn

Vibeke Houmøller, sognepræst ved Skt. Lukas Kirke, Århus:
“Bøn er en central del af alle religioner – det vil være almen viden. Men hvad mange måske ikke ved eller tænker over er, at bøn traditionelt i alle religioner har en kropslig udtryksform – en stilling, en bevægelse, en dans.
Pernille Overø er en fremragende formidler både i ord og bevægelse, og hun holder derfor et utrolig spændende og smukt foredrag om sammenhængen mellem dans og bøn – et foredrag hvor hun både fortæller om forskellige traditioner for dansebøn og samtidig giver eksempler på nogle af disse danse.
I en folkekirkelig sammenhæng, hvor kroppen traditionelt ikke har haft så stor vægt som del af den rituelle praksis, er det både oplysende, inspirerende og bevægende at se og høre om, hvordan bøn kan udtrykkes gennem dans.

Peter Grønlykke, Sognepræst Sct.Marie kirke, Sønderborg:
“Det var godt. Velforberedt og autentisk. Det sidste i den betydning, at der var overensstemmelse mellem dig og det du gjorde. Det gjorde det overbevisende.
Samtidig gav det altså en ny dimension både til bøn og egentlig også til, hvad et ritual er. Eller hvad det kan være. At det kan omfatte – ikke blot det indre – men også det ydre. Det giver os noget at tænke over i kirken.”

Anne Gadsbøll, Sognepræst Brøndby Strand Kirke:
“Jeg kan i allerhøjeste grad anbefale Pernille Overø´s dansende foredrag om bøn i alverdens religioner.
Pernille havde os i sin hule hånd fra første øjeblik. Hun ledte os igennem foredraget med en ynde og viden, som var meget inspirerende. Pernille tilpassede sit foredrag, så det indgik i vores temarække som prikken over i’et. Det var tydeligt at mærke, at Pernille var særdeles forberedt og nærværende. Jeg glæder mig til at opleve hendes dans i kirken igen!”

Reference Dans under Gudstjeneste

“Pernille Overø medvirkede ved eftermiddagsgudstjenesten i Vejleå Kirke, Ishøj i anledning af COP 15.
Pernille gik direkte gennem døre, som normalt ikke lige åbner sig på et øjeblik. Pernille trak os ud af os selv ind i sin bøn, sin dans for Skabelsen; pludselig kunne vi se Skaberens glæde over skaberværket.
Pernille tilførte gudstjenesten en ny dybde; hun skabte øjeblikke, der betog os og rørte os på et andet og dybere niveau end vi er vant til; gennem dansen – fortætningen skabte hun en undren i os og rejste gennem dansen – uden ord – spørgsmål til os.
Gudstjenesten kan sommetider være i færd med at forsvinde for os gennem sin velsmurthed, sine mange ord, men gennem Pernille Overøs dans – blev gudstjenesten det den burde være: et møde mellem Vorherre og hans menighed; Ordet blev kød og blod og kom dansende ned iblandt os.
Jo Pernille kan træde til side, hun skygger ikke men lader sin krop, sit sind spejle apostlens ord, når han siger: “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer “. 1. Kor, 3,16.
Kirsten Rod, sognepræst i Vejleå Kirke i Ishøj

Comments are closed.